Stopknappen er baseret på en ideologi, der tror på mennesker. En ideologi der fuldt ud accepterer det menneskelige potentiale. At det er på tide at vi selv tager et ansvar og giver os selv lov til at afgøre vores fremtid. Vi kan nemlig godt.
Jeg er utilfreds og har efterhånden været det i årevis. Frustreret og vred. Det er en følelse af at være snydt, af det folkestyre, der burde værne fornuftigt om borgernes interesser.
Næsten uanset hvad man kan finde på at sige om den menneskelige natur, så rummer den sikkert også dét – i en eller anden udstrækning. Vi er så uendeligt mange ting.
Udbud af tjenester og varer er direkte dikteret af vores vaner og handlinger. Det er essentielt, at vi ser denne sammenhæng, selvom virksomhederne og deres håndlangere fortæller os det modsatte.
Selvom det er hårdt arbejde, er vi nogle, der bliver nødt til at gøre os ekstra umage på vegne af dem, som ikke gør. Og vi ikke må blive fanatiske, for så bliver vi selv en del af problemet.
Vi knokler afsted for fuld skrue det meste af vores voksenliv, for at ende som opslidte, syge pensionister, der ikke længere har kræfterne til at gøre alt det, vi igen og igen udskød til senere.
I dag accepterer vi, i for vid udstrækning, konkurrencesamfundet og det er de maskuline, mere målbare, værdier, vi bruger til at definere succes. Sådan er det bare – også i ligestillingsdebatten.
Kig dig omkring! Det er tydeligt, at vi er et velhavende og frit samfund, med sans for kvalitet, arkitektur og design. Det er faktisk temmelig vildt, at vi har skabt alt dét - og alt det du ser omkring dig, er vores. Eller bare det var.