Den belastende bevidsthed ...

Om udfordringerne
ved det bæredygtige valg.

2018-11-22, 16:27
Martin Kæstel Nielsen
- Stopknappen

Som bevidste individer og forbrugere løber vi hele tiden ind i udfordringer. Det er i sandhed et stort arbejde, at være konsekvent, bevidst forbruger. Alt for ofte bliver man tvunget, af tilgængelighed eller økonomi, til at sænke idealerne og acceptere et kompromis, man egentlig ikke har det godt med. Det kan være enormt demotiverende og jo flere kameler man sluger, desto mere kan man have lyst til at give op. En anden udfordring er, at hver kamel øger tolerancetærsklen og dermed grænsen for hvilke kompromisser man kan acceptere. Det er en nedadgående glidebane, hvor tilsyneladende kun stærk vedholdenhed kan holde niveauet og kun insisterende stædighed, grænsende til fanatisme, kan hæve det. Det er ikke et sundt udgangspunkt, men ikke desto mindre føles det ofte som virkeligheden for den bevidste forbruger.

Som bevidst forbruger, lærer man hurtigt at foretrække økologi, fordi det er sundere(1)(2), og pesticider og antibiotika er noget skidt. Man spiser mindre, eller slet ikke kød og i hvert fald mere vegetarisk, for det er bedre for miljøet.

Man lærer også at sortere sit affald, fordi genbrug mindsker forureningen af naturen og forbruget af udtømmelige ressourcer. Når man sortere sit affald, bliver man også bevidst om hvor meget affald, og specielt plastik, man egentlig bruger.

Man lærer, at plastik er dybt problematisk, fordi vi, vores oceaner og vores lokale natur og dyr, forurenes af mikroplastik, der ophobes og har stadig ukendte skadeeffekter.

Man lærer, at det er bedre at reparere eller købe brugt end det er at købe nyt, og man lærer at tænke sig om en ekstra gang inden man forfølger impulsen til at købe noget man måske ikke har brug for.

Man lærer, at handle lokalt og undgå produkter fra multinationale virksomheder, fordi de er (skatte)lyssky og de reducerer vores valgmuligheder som bevidste forbrugere.

Og så føler man egentlig at man har rimelig godt styr på dét.

Så får man at vide, at det slet ikke kan betale sig at producere økologisk og at der i øvrigt ikke er nævneværdige pesticidrester i konventionel (dansk) produktion. Man har på fornemmelsen at nævneværdig nok er en subjektiv gradbøjning og tænker sig måske frem til, at hvis pesticiderne ikke er i produkterne, så må de være skyllet ned i undergrunden, hvor de så blot rammer os senere via vores drikkevand, som måske ender med slet ikke at kunne drikkes(3).

Selvom man har lært at læse varer-deklarationer, så opdager man hele tiden nye ingredienser og betegnelser man ikke kender. Og man opdager, at selvom om palmekerner og sojabønner måske lyder sunde og bedre end kød, så udrydder produktionen af disse mere og mere regnskov og dermed truede dyrearter og kritisk biodiversitet. Det viser sig at det blot er billigere – ikke sundere eller specielt bedre. Men det er der ingen der siger højt, fordi kød er en officielt anerkendt synder.

Man får en biospand fra kommunen og finder at både spand og medfølgende poser er lavet af fossile materialer(4). Nyheden spreder sig som en Californisk skovbrand og bruges øjeblikkeligt til at drage tvivl om pointen med at sortere affald. Snart fylder kritikken af poserne mere end fordelene ved at sortere, som dog er virkeligheden er langt større.

Man fortsætter med at sortere, men næste gang man går ned med sit affald, frustreres man over at nogen har smidt deres usorterede restaffald i bio-affaldsspanden, fordi der var 2 meter kortere hen til den.

Snart fortæller naboen, at det er den samme skraldebil, der henter alt det sorterede skrald i gården, og man sparker endelig til sin biospand og er klar til at give op. Et par uger senere, finder man dog ud af, at skraldebiler har flere rum i deres container, og derfor sagtens kan hente flere forskellige typer skrald på en gang(5).

Man opdager begejstret "bio"-plastik, men opdager også, at der er forskel på om noget er biologisk, biologisk nedbrydeligt eller kompostérbart(6)(7), og at der i øvrigt er alvorlige konsekvenser af både produktionen og anvendelse og at det slet ikke betyder, at det er god plastik. Men de nuancer står ikke på pakken.

Så ser man på TV, at nu kan vi bare rense havene med et revolutionerende nyt system, men man kan også godt se den 90 meter lange og næsten 3000 tons tunge, brændstofslugende slæbebåd på billederne(8) og man kan næsten høre helikopterne, der svæver over scene og filmer det hele fra alle vinkler, så det virker ikke så fedt, som det umiddelbart lyder.

Når blenderen går i stykker, kontakter man først forhandleren og så producenten, blot for at få af vide, at man ikke kan købe reservedele. Måske går man til det lokale Makerspace, for at få printet sin reservedel, men finder ud af, at det plantebaserede og biologisk nedbrydelige PLA-plastik, bliver produceret i Kina og ingen ved hvad der egentlig er i det.

Man går ud og handler og finder, at mange økologiske varer, er pakket ind i endnu mere traditionel plastik og endnu flere varer, der ser økologiske ud, slet ikke er det. Man opdager måske, at selvom de er solgt under forskellige navne, er 90% af varerne i supermarkedet produceret af de samme 10 multinationale selskaber(9), man prøver at undgå.

Og hvad med alle de arbejdspladser og investeringer de multinationale bringer med sig. Al innovation ville nok stoppe og samfundet gå i stå, hvis ikke de multinationale selskaber var villige til hjælpe os med at organisere verden. I værste fald bliver man stemplet som paranoid, fordi man ikke helt stoler på deres gode intentioner. Måske drukner nyhederne om svigt og dokumentationsmanipulation, ansvarsfraskrivninger, korruption og lobbyisme, erstatningsafvisende retsager, kummerlige lønninger og arbejdsforhold, grov forurening, udbytning af ressourcer, millionlønninger og bonusser og regnskovsrydninger(10)(11)(12) i den endnu større mængde af tomme slogans og kvarte reklame-sandheder, der overlader os til at konkludere den løgn, de ikke må sige direkte. Måske er verden, og specielt de fattige lande, bedre tjent, med 10 store virksomheder i stedet for 10000-vis af små? Man har på fornemmelsen, at når de skal tjene aktionærernes interesser, kan de ikke samtidig tjene samfundets. Men hvem ved? Måske har verden slet ikke brug for rigtig økologi, lokale erhvervsdrivende eller forandring? Måske vil markedet og de multinationale selv løse alle problemerne, hvis vi bare giver det og dem frit spil?

Jo mere man forsøger at være en bevidst forbruger, des mere tvinges man til at undersøge. Jo mere man undersøger, des mere forarges man over tingenes tilstand. Man forarges over hele samfundets vilje og evne til at være en del af løsningen. Man forledes til at tænke, at positive initiativer kun er for syns skyld. Det skal bare se godt ud og lyde rigtigt, og hvis man gentager det nok gange, bliver det sandheden.

Men man ved godt, at det ikke passer.

Hvad der passer er, at der er mange, som modarbejder den bæredygtige omstilling. Stærke kræfter og dårlige vaner, der ønsker at tingene, og specielt magtbalancen, skal forblive som den er. Der er en uendelig strøm af manipulerende informationer og distraktioner, fra alle sider i en stadigt mere splittende kamp om hvordan fremtiden skal se ud.

Hvad der også passer er, at tingene og magtbalancen ikke kan forblive som den er, for så ender vi allesammen som tabere. At vi er nogle, der bliver nødt til at gøre os ekstra umage på vegne af dem, som ikke gør. Og at vi ikke må blive fanatiske, for så bliver vi selv en del af problemet.

Tryk på Stopknappen.