Hvad går det ud på?
Stopknappen er et projekt, der har til formål at skabe et nyt ideologisk grundlag og tilbyde et dokumenteret, troværdigt og realistisk alternativ til vores nuværende samfundsmodel. Et grundlag, der bl.a. prioriterer mennesker over systemer og løsninger over økonomi. Troværdigt og realistisk fordi et alternativ, der ikke kan gennemføres nu, ikke er et reelt alternativ.
Stopknappen har ingen politisk orientering, for den vil bevare muligheden for at tænke frit. Ingen nuværende politisk orientering rummer hensynet til forskelligheden og i dag spilder politikerne tiden på at slås med hinanden, for at tilbyde et lille plaster til en enkelt befolkningsgruppe på bekostning af en anden. Det er en del af Stopknappens mål at forene alle fløje i det politiske landskab og tage magten ud af demokratiet og give den tilbage til folket. Det skal være slut med flere kortsigtede plastre - tiden er inde til en reel kur.
Stopknappen tager et vigtigt skridt væk fra fortidens problemer, i retning af fremtidens løsninger. Vi vil forene mennesker, bevare retten til forskellighed og skabe drømme og håb, i stedet for splittelse, frygt og usikkerhed.
Hvem er Stopknappen og hvorfor er vi her?
Stopknappen er et symbol på et behov. Den er et punktum og en streg i sandet, så vi kan komme videre med vores liv. Stopknappen er alle os, der vil være med til udvikle i stedet for at afvikle. Den er for alle, der tror på, at vi kan gøre det meget bedre, hvis vi holder op med at konkurrere med hinanden om alting. Vi accepterer at mennesker er vidt forskellige og vi ved, at med denne accept kan vi forenes.
Vi er flove over tingenes tilstand, i en grad hvor vi føler os nødsaget til at gøre noget, før alt det vi har skabt, smuldrer imellem vores fingre. Vi har indset, at økonomisk vækst ikke er vejen frem i en verden med begrænsede ressourcer og at succes ikke kan gøres op i kroner og øre. Vi er trætte af magtkampe, blindt overforbrug, økonomisk pres og stress. Alt andet end ambitiøse, bæredygtige fremskridt er stagnation - og et resultat af uduelighed. Fremtiden skal skabes – ikke opstå som resultatet af afmagt.
Hvordan kan du hjælpe?
Tænk dig godt om og del dine ideer og dit perspektiv med os. Kom til et af vores events og deltag i vores arbejdsgrupper.
Vær (selv)kritisk, når du træffer beslutninger og sig din egen, ærlige mening når du taler. Tør være den du er, men vær respektfuldt bevidst om, at andre er anderledes.
Drøm vilde drømme, også når du er vågen. Tro på fremtiden.
Tryk på Stopknappen.
Comments
No comments yet.