Jeg er utilfreds og har efterhånden været det i årevis. Frustreret og vred.

Det er en følelse af at blive snydt af det folkestyre, der burde værne fornuftigt om borgernes interesser. Misrepræsenteret af den nationalstat, der handler på mine vegne i udlandet. Skamfuld over de regler, der byder trængende et skub nedad og fremmede en velkomst, som kun er fjender værdig. Mit hjemland, som jeg arbejder hårdt for at bidrage til og udvikle, tager mine penge og beder mig om at nøjes med forringelser.

Vigtigst af alt. Vred over at frygt i stigende grad dikterer det samfund, min søn skal vokse op i. Det er ikke godt nok bare at se til, mens vi langsomt men sikkert sætter føringen over styr.

Som en direkte konsekvens af min frustration begyndte jeg at spekulere på det ideelle alternativ, set fra mit perspektiv.

Hvordan ville den "perfekte" verden se ud?

Fred. Ingen fattige. Gratis uddannelse hele livet.  Fri grøn energi og nul forurening. Beskyttelse af naturen og dyrene. 100% økologi. Frit sundhedsvæsen. Tid til fordybelse, til familie og venner. Gratis (og frit) internet. Ingen grænser og ingen begrænsninger.

Det tog mig et par års drømmerier og det var bestemt muntert undervejs, men det blev klart at langt fra alle var enige i alle mine synspunkter og at jeg ikke kunne implementere min drømmeverden uden relativ bred opbakning.

Flere gange overvejede jeg, at glemme alle andre, acceptere vilkårene og koncentrerer mig om at skaffe noget mere mel til min egen kage – og finde et sted hvor jeg kunne spise den i fred.

Hver gang måtte jeg dog erkende, at jeg hverken var villig til at acceptere vilkårene eller nøjes med at redde mig selv. Inderst inde ville jeg redde hele verden - og den indre stemme ville ikke holde sin mund.

Jeg følte at jeg havde et par interessante ideer der var værd at arbejde videre med, så jeg begyndte at notere mig folks indvendinger, behov, ønsker og drømme, og drømte selv videre på hvordan jeg kunne imødekomme dem. Jeg accepterede, at jeg måtte være mere rummelig, hvis der skulle findes bredere opbakning til mine ideer. Det vigtige var rummeligheden - at der skulle være plads både til mig og til dem, der er af en anden holdning.

Jeg udforskede historiske perspektiver og lektier, international og lokal politik, økonomiske interesser og interessenter, hierarkier og ideologier - og lærte ufattelig meget - mest om hvad man ikke skal gøre. Jeg havde fornøjelsen af at besøge både Afrika, Amerika og Asien flere gange og jeg blev meget tydeligt mindet om verdens diversitet. Både i Amerika, Afrika og Asien var de i tvivl om det overhovedet kunne lade sig gøre at få et gratis sundhedsvæsen.

I tillæg gøder globale spændinger en stigenende nationalistisk tendens. Lejlighedsvis rystes vi af tragedier, med religiøse eller nationalistiske træk, og begge dele synes blot at underbygge vores fokus på at beskytte os selv.

Det virkede ikke særlig sandsynligt, at hele verden kunne forenes om et virkelig ambitiøst mål.

Jeg begyndte at se mig om efter et begrænset geografisk område med en homogen, veluddannet befolkning. Et sted med en veludbygget infrastruktur, gode relationer til nabolandene, minimal korruption og ikke mindst en veletableret accept af fordelene ved et socialt orienteret velfærdssystem. Ideelt set, et land med en arbejdsom og ydmyg befolkning, som værdsætter kreativitet, kvalitet, sundhed og miljø.

Hmmm.

Det blev hurtigt klart at Danmark ville være et virkelig godt udgangspunkt for et seriøst og ambitiøst forandringsprojekt. Vi kæmper allerede internationalt for en bedre verden, fordi vi kender vores ansvar som en af verdens mest privilegerede nationer. Vi vil mere og vi kan mere.

Selvom vi angiveligt er et af de lykkeligste folk i verden, er der tydelige mangler når 10% af befolkningen bruger anti-depressiv medicin. Vi har det godt, men vi kunne have det bedre. Vi er måske lidt skeptiske over for de vilde udskejelser, men vi er sjældent tilbageholdende overfor gode ideer – hvis bare ideerne er gode nok. Vi bygger ikke verdens højeste tårn, for dét er en tåbelig ide – men vi bygger gerne nogle af verdens længste broer, fordi de forener os – og dét giver mening.

Stopknappen er derfor udarbejdet for nationalstaten Danmark. Vi har altid været på forkant med udviklingen og vi skal fortsætte med at være det, for at sikre vores overlevelse. Ikke bare ved udsagn, med ved handling. Det er tid til at vi tager vores ansvar alvorligt - det er tid til at vise verden hvor godt det kan gøres. Hvis vi går forrest, vil andre følge efter.

Vi kan være den forandring vi ønsker at se i verden.

Tryk på Stopknappen.